Basisområder
Favrskov Kommune er i prognosesammenhæng opdelt i 128 basisområder. Der er knyttet befolkningsdata til hvert område, og prognosen er i princippet beregnet for hvert enkelt af disse områder. Basisområderne er dannet ud fra de enkelte by- og landområder, således at disse er adskilte. Sammenhængende landområder er afgrænset ved skoledistrikterne. Hadsten, Hammel og Hinnerup byer er yderligere opdelt i delområder. Desuden er områder med helt særlige befolkningsforhold udskilt, som f.eks. ældrecentre og institutioner. Folketallene i disse specielle områder er forudsat konstante over hele prognoseperioden.
Parameterområder
For at minimere usikkerheder i beregningssammenhæng er basisområderne samlet i parameterområder for henholdsvis flyttemønster og fertilitet. Det vil sige, at områder, der minder om hinanden med hensyn til flyttemønster og fertilitet, er beregnet som samlede enheder. I prognosen regnes med 17 parameterområder.
Distriktsinddelinger
Favrskov Kommune er inddelt i skole- og ældredistrikter som vist efterfølgende. Distrikterne er sammensat af basisområderne.
Der er 13 skoledistrikter.
Ældredistrikterne er inddelt i to funktionsbestemte varianter; to plejecenterdistrikter og to hjemmeplejedistrikter.
De to inddelinger adskiller sig kun ved, at Plejecenter Tinghøj i Hammel i plejecenterdistriktsinddelingen tilhører distrikt Øst, mens det i hjemmeplejedistriktsinddelingen tilhører distrikt Vest.
I forbindelse med udarbejdelse af analyser m.m. på dagtilbudsområdet anvendes inddelinger på pasnings- og anvisningsdistrikter, ligesom ældredistrikterne også anvendes i forbindelse med plejeboliganalyser.