3.14 Korttidspladser, træningsophold, døgntræningsophold og akutplads

Lovgrundlag

Serviceloven § 84, stk. 2, § 86, stk. 1-2 og Sundhedsloven § 140.

Formål med hjælpen:

At løfte dit funktionsniveau, så du i videst mulig omfang bliver i stand til at klare/håndtere dit eget liv på egne præmisser.
På en korttidsplads kan kommunen tilbyde midlertidigt ophold til borgere, som på grund af betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer i en periode har et særligt behov for hjælp, behandling, støtte, omsorg, genoptræning eller pleje i døgnets 24 timer. Ophold på en korttidsplads er mid-lertidigt, og du opretholder en selvstændig bolig ved siden af. Du betaler derfor ikke husleje men der opkræves betaling for f.eks. kost, linned, rengørings- og toiletartikler samt lignende udgifter.

Hvem kan komme på korttidsophold:

  • Borgere, hvis nære pårørende af forskellige grunde har brug for at blive aflastet i en periode.
  • Borgere med akut opstået sygdom, der ikke kræver hospitalsindlæggelse.
  • Borgere med kortvarig svækkelse, der ikke kan være alene.
  • Borgere, der efter endt hospitalsophold, har behov for yderligere pleje og omsorg inden udskrivelse til hjemmet.
  • Borgere med uhelbredelig sygdom – ved livets afslutning.
  • Borgere med komplekse problemstillinger, der har brug for støtte i en kortere periode.

Hvem kan komme på træningsophold:

  • Borgere, der efter endt hospitalsophold, har behov for yderligere genoptræning inden udskrivelse til hjemmet.
  • Hjemmeboende borgere, der i en kortere periode har brug for en træningsindsats, der ikke kan varetages i hjemmet.

Hvem kan komme på døgntræningsophold:

  • Borgere, med en tilstand, der kræver en høj grad af tværfaglig koordineret indsats.
  • Borgere, der har ressourcer og motivation til at indgå i et rehabiliteringsforløb på døgnbasis.

Fælles for korttidspladser, træningsophold og døgntræningsophold:

  • Visitationen visiterer til korttidspladser, træningsophold og døgntræningsophold.
  • Der er en egenbetaling, som omfatter al forplejning, sengelinned, håndklæder, rengøringsartikler og evt. vask af privat tøj. I 2020 er prisen 141,78 kr. i døgnet.
  • Du betaler selv for transporten til og fra korttidsafsnittet. Ved udskrivelse fra hospital kan der være mulighed for at køre med patientbefordringen.
  • Opholdets længde er individuelt. Der afholdes som udgangspunkt et forventnings-, et midtvejs, samt et udskrivningsmøde med dig, dine pårørende og det relevante personale. 
  • Der er tilknyttet personale døgnet rundt.
Yderligere oplysninger om praktiske forhold kan fås i pjecen ”Information om ophold på korttidsafsnittet i Favrskov Kommune”.